Et koncertprogram skal gerne være afvekslende, underholdende og frem for alt ikke trætte publikum. Naturligvis skal de kendteste komponister præsenteres og kun med deres populæreste værker. Med en sådan recept skulle enhver koncertarrangør være helgarderet.

En af Europas største sommerfestivaler, Schleswig-Holstein Musik Festival, følger netop denne opskrift og successen er da heller ikke udeblevet. Er der så grund til at ændre på dette koncept og gøre præcis det modsatte? I den lille idylliske nordtyske by Husum blev forsøget gjort i 1987 med en uges klaveraftener, hvor idealet stadig var at gøre programmet afvekslende og underholdende, men uden at publikum fik serveret den kendte suppe, steg og is. Arrangøren, pianisten Peter Froundjian, ville vise publikum, at også mindre kendte komponister eller kendte komponisters mindre kendte værker kunne danne baggrund for en fornøjelig koncertaften, - unægtelig et eksperiment uden fortilfælde. Med koncerterne fra 21. - 28. august 1999 havde den uortodokse idé bredt sig til Rarities-festivaler i andre dele af Tyskland, Frankrig og England og en kunstnerisk succes havde overlevet i 13 år. Stik imod de lokale politikeres tvivl havde Peter Froundjian bevist, at den lille by Husum kunne trække publikum fra det meste af verden (og der kommer vitterligt publikum helt fra USA) til det gamle Husum Slots store sal, hvor Mozart og Beethoven udgør de absolutte sjældenheder. En elitær koncertrække for klaverfreaks aller aficionados? langtfra, - publikumsmajoriteten er lokale borgere og musikglade tyskere i omegnen. Unægtelig en international publikumsblanding mange koncertarrangører vil misunde. Lad os så håbe den lokale regering vil forstå nødvendigheden af at bære denne Rarities of Piano Music ind i det nye årtusinde.

Og hvad er så en raritiet? Vælger man statistisk er det ikke svært at sortere Beethovens sonater væk, og lade Schuberts Lieder udgå. Skal en ung klaverdebutant gøre sig håb om at lokke en anmelder til koncerten og et betalende publikum, må der være en Måneskinssonate på menuen. Og det er svært at forestille sig en aften i selskab med en svulmende sopran uden et par lieder af Schubert. Det er de sikre kort, - toppen af kransekagen. I bunden af denne koncertopførelsesstatistik finder vi så den store bunke med påstemplingen ³ikke-populær², vel at mærke defineret ud fra det faktum, at hvis et musikstykke spilles ofte nok må det automatisk være populært, en analog til enhver politisk kommentar eller påstand som ytres ofte nok. Klaverfestivalen i Husum er som et fetisch-party for Beethoven og Schubert, hvor de kun får adgang udklædt i gevandter langt fra de gængse koncertsales rober. Befriende er det, at se de etablerede skeje ud, flippe ud eller bare té sig anderledes, især hvis det sker med stil, smag og elegance. Fréderic Meinders præsenterer publikum i Husum ikke for en Schubert med ring i næsen og Gershwin i læderdress. Det er uendelig enkelt at arrangere de kendte komponisters melodier for elektronisk rytmeboks og peppe harmonierne op med lidt blue notes, alt sammen for at gøre Schubert endnu mere populær, eller for at sætte ham på samme piedestal hvor pop-musikken holder til. Sådan kender vi slutningen af 19-hundredetallets arrangementer og det er forståeligt det etablerede musikliv rynker på næsen. I Stefan Zweigs Die Welt von Gestern var arrangementer en naturlig og forfinet del af kulturlivet, et venligt og ægte forsøg på at få musik spillet på hjemmets opretstående klaver, drevet til klanglige højder af Liszt og hans elever og pianistisk løftet til det transcendentale af Godowsky. Ved århundredeskiftets koncerter var det en raritiet ikke at høre en transcription og langt de fleste pianister præsenterede med stolthed egne kompositioner, tit trykket ind imellem storværker af Beethoven og Schubert. Med Husumfestivalen har vi fået et tredje koncertkoncept, hvor man for hundrede år siden gerne blandede en Måneskinssonate med den stedlige pianists egen Sonata Opus 1 plus et par virtuose parafraser over tidens schlagere, så blev koncertprogrammerne i de sidste halvtreds år helgarderede med sikre storværker af de kendteste populære komponister, mens de fornøjelige arrangementer døede bort i takt med Liszt-elevernes forsvinden. Den årlige august-festival i Husum er ikke bange for at programsætte en hel aften med arrangementer, ja Husum har endda præsenteret en hel aften udelukkende med ekstranumre, - encores en masse! Hvor befriende ville det ikke være efter en hjernevridende klaverrecital udelukkende med alvorlige, intellektuelle klaversonater at kunne se pianisten smile bredt med et par ekvilibristiske arrangementer af f.eks. Gershwins allerede populære evergreens. Tør man foreslå dette til en Pollini eller en Brendel? Ville en storpromoter som Chapin eller en Tibor Rudas turde programsætte det? Frédéric Meinders, nu midt i halvtredserne og med en lang række egne kompositioner bag sig, plus solist med orkestre som Concertgebouw og Wiener Symfonikerne, er i dag i selskab med en lille eksklusiv samling af pianister, hvor arrangementer udgør en naturlig del af deres koncertoptrædender. Uanset programmets sammensætning vil publikum blive skuffet hvis ikke Marc-André Hamelin og Stephen Hough diskede op med egne transkriptioner og Earl Wild er mere berømt for de virtuose Gershwin-etuder end de utallige klaverkoncerter han har spillet i over tres år. Har man fingrene til det og den musikalske fantasi plus det harmoniske overskud kan man kombinere Over The Rainbow med Chopins tredie Impromptu og Bach Jesu, bleibet meine Freude, som Meinders gør. Og dette triumvirat ovenikøbet som encore efter Meinders havde spillet en hel aften udelukkende med arrangementer, mest egne men også Liszt og Godowsky. Ingen i Husum savnede en sangsolist til Schubert/Meinders og er der en smule støj fra salen hvor Meinders højre hånd danser Schubert impromptuer med Gershwins Fascinating Rhythm er publikum undskyldt, for hvem kan sidde stille til et så dansende klaverfyrværkeri!

En overvældende stor del af verdens musikfestivaler præsenterer ny og samtidig musik. Tit bliver en Hammerklaversonate indledt med et hypermoderne klaverværk (aldrig afsluttet med, for så er publikum borte) og hele festivaler får uanede støttemidler til fremførelse af samtidens moderne kompositionsmusik. Her er virkelig tale om rariteter målt statistisk, for sjældent, eller aldrig, høres ny musik mere end en gang. Og skal vi så ikke lade være med at sige: heldigvis!, men i stedet glæde os over den enorme indsats mange musikere gør for at puste liv i disse ofte næsten komplet udecifrerbare partiturer. Skal musikken overleve må den i det mindste have en oprigtig og nodetro fremførelse. Alexej Lubimov, født 1944, nåede at blive den sidste Heinrich Neuhaus elev og blev, som Svjatoslav Richter, præget af denne betydelige russiske pædagog. Lubimow gik Kreml imod og præsenterede førsteopførelser af Schönberg, Webern, Stockhausen, Boulez, Ives og Ligeti plus Schnittke, Gubaidulina, Pärt og Silvestrow, mere end nok til at få et syvårigt udrejseforbud fra Sovjetunionen. Man provokerer ikke ustraffet. Publikum i Husum er ikke bange for provokationer og selvom hovedvægten lægges på sjældne klaverkompositioner fra senromantikken var det ikke let at skaffe billetter til Lubimows program, som lage ud med en Elegi af Rachmaninov, over Unstern! Sinistre! Disastro af Liszt, knyttede næver af Bartók, Ustwolskaja og Silvestrow til Concord, Mass. af Charles Ives. Et program hvis koncentrationsevne og intellekt udfordrer alle på, ved og omkring flyglet. I 1991 spillede Lubimow et mindre provokerende program, hvor Glinka fandt vej til den årlige CD-udgivelse. Denne gang er det John Cage med det statiske, næsten Satie-agtige klaverstykke In a Landscape, hvor 15-takter lange pentatonisk farvede skalaer væver sig ind og ud mellem hinanden i et forsøg på at skabe en udtryksløshed som Cage må have følt på Black Mountain College i North Carolina i 1948.

De foreliggende 10 compact discs fra Husumfestivalen har ofte kunnet præsentere diskografiske førsteindspilninger. I en tid hvor alt hvad der kan graves frem fra støvede musikbiblioteker bliver indspillet, ofte endda flere gange, er det en overraskelse at kunne præsentere Balladen i h-mol af Eugen d¹Albert for første gang på CD. Liszt var begejstret for den skotskfødte lille sammenbyggede mand og udstyrede ham med flere kælenavne. Klaverspillet var ikke udfordring nok for d¹Albert, - han ville være komponist og helst en af de store. Og store komponister skriver operaer, så d¹Albert brugte resten af sin tid til at komponere henved en snes stykker. Tiefland nåede rundt på mange operascener og findes på fonogram. Senest er Die Toten Augen indspillet på CD, men lige meget hjælper det. d¹Albert forblev en blanding af Liszt og Brahms med al det senromantiske krydderi han kunne låne fra komponisterne i Wien. Balladen er således interessant ved at være et af de få værker hvor ærkefjenderne Liszt og Brahms opnår en fredelig syntese. Indledningen viser nærmest orkestrale effekter, hvor rumlende h-mol associerer pauker og basunerne alvorligt deklamerer det patetiske hovedtema. Kun midterdelens Des-Dur cantabile skaber ro i dette, nok mest Liszt-inspirerede, klaverstykke, som er det mest originale klaverstykke d¹Albert kunne udtænke. Har d¹Albert spillet Balladen med bare halv så meget energi og klanglig overskud som den unge toogtrediveårige Andreas Bach må det have været overbevisning nok for forlaget C.F. Peters i 1898 til at trykke værket. Ved koncerten den 25. august i Husum spillede Andreas Bach også Ballader af Stephen Heller, Debussy og Liszt omkranset af Brahms og Schumann. d¹Albert har i det mindste i Husum opnået at være i fint selskab og i koncertprogrammet sammen med de store mestre.

Som allerede nævnt har der siden 1989 eksisteret en CD med udvalgte klaverstykker fra den årlige Husumfestival. Mange faktorer har skullet opfyldes, før optagelsen nåede frem til den endelige CD. Primært har pianisten skulle godkende opførelsen, da alle koncerterne er optaget direkte uden mulighed for efterredigering. Vor lydmand har ofte tørt konstateret, at hvis pianisten ikke var tilfreds med udførelsen burde en del af honoraret tilbagebetales, men naturligvis er en CD en længerevarende oplevelse, end koncertens flygtige øjeblik og andre kriterier skal tages i brug. Hvem gider lytte til nervøse fejlslag, - selvom de er sjældne, - eller et øjebliks distraktion, fordi de lokale ænder i voldgraven omkring slottet syntes de også bør høres. Pianisten har altså det afgørende ord, men vi vil også gerne præsentere et værk, som ikke er overindspillet, eller allerede findes studieindspillet med den pågældende pianist. Er værket overbevisende spillet og ikke overrepræsenteret på CD skal den vanskeligste hurdle overståes: tilladelse fra pianistens agent eller pladeselskab. Her sker desværre alt for ofte en grov sortering og to pianister fra årets festival, Piotr Anderszewski og Fazil Say, har ikke alene solgt sjælen men også den fulde råderet over egne koncertfremførelser til deres agenter og pladeselskab, hvorfor de kun optræder på denne CD med deres navn. Endelig skal indspilningerne naturligvis ikke være skæmmet af de omtalte ænder, kirkeklokker eller støj fra lokalet. Sjældent kan et længerevarende værk opfylde alle disse kriterier og det er derfor glædeligt at den store sonate af Sergej Liapunov gør kritikernes ord til skamme. Kun tre tidligere compact discs fra Husum har budt på sonater af d¹Indy, Janacék og Alexandrov. Liapunov var en lige så stor beundrer af Liszt som d¹Albert, men hvor den lille skotte var direkte elev fik Liapunov ikke undervisning af Liszt. Det var komponisten Liszt som fascinerede og inspirerede russeren Liapunov til at fortsætte rækken af Transcendentale Etuder med yderligere tolv, i de tonearter Liszt ikke havde benyttet. Den ensatsede sonate af Liszt var en anden betydelig indspiration og selvom vi kender en Liszt-sonate-epigon fra Julius Reubke er Liapunovs sonate langt mindre kendt, - hvilket vil sige nærmest totalt ukendt. Til dato findes kun en enkelt CD-indspilning, hvor pianistinden bruger ti minutter længere end den engelske pianist Nicholas Walker for at få alle noderne med. Men Liapunov skræmmer ikke Nicholas Walker og publikum i Husum fik også virtuose klaverværker af Liapunovs lærer Balakirew at høre, hvor et par Fields nocturner gav tid til at trække vejret inden det gik løs med Rachmaninovs Études-tableaux. Kan man lytte bort fra de oplagte, næsten nodetro kopier af Bénédiction de Dieu, Mazeppa og andre Liszt-værker, som konstant dukker op i sonaten, plus den strukturelle lighed mod Liszts hovedværk, så glædes man over mange smukke passager, dramatiske overledninger og klavertekniske finurligheder. d¹Albert skrev også en klaversonate og mange Liszt-elever følte sig kaldede til at viderebringe eftertiden en sonate (Emil von Sauer skrev endda to, - som iøvrigt er indspillet med Oleg Marshev for Danacord), men det ændrer ikke på det objektive faktum, at værket vil forblive en raritet, simpelthen fordi den strukturelle konstruktion ikke er god nok.

Sidst Frederic Chiu spillede i Husum faldt repertoiret sammen med pladeselskabets egne ønsker, men ved at programsætte en så ukendt komponist som den franske Alexis de Castillon var Frederic Chiu helgarderet mod repertoirechefens ønske om studieindspilning af Prokofiev, Mendelsohn, Liszt og Chopin. Alexis de Castillon opfylder til gengæld alle de ønsker som repertoiret for en klaveraften i Husum skal indeholde: ukendt musik, dog med Schein des Bekannten, romantisk eller senromantisk og med sikkerhed langt borte fra de etablerede koncertsales plakater. Lytter man til Castillion har vi en fransk Robert Schumann og i en musikquiz vil der sikkert dukke mange albumblade, klaverstykke og stemningsbilleder frem af andre tyske komponister, når Frederic Chiu så kælende, enkelt og med storartet klangsans præsenterer disse fintornamenterede småværker. For en stor komponist som Schumann var Castillion langt fra og selv en Saint-Saëns som solist i klaverkoncerten kunne ikke stoppe publikum fra at pifte komponisten ud af koncertsalen. Franske komponister lod sig ellers ikke gerne inspirere af de tyske og var der ikke format nok, blev det til efterligninger uden megen personlighed. Castillion kunne dog det kompositoriske håndværk og havde evnen til på forbløffende få nodesider at skabe en stemning. Det kunne den tyske komponist Stephen Heller, som ligner Castillion i sin Schumann-begejstring muligvis gøre bedre og med det væld af tyske Klein-Meistre er det svært at se hvor man skal finde plads til Alexis de Castillion, bortset fra i Husum, hvor han ville blive modtaget som en sand mester og sikkert have måbet over hvor lydhørt, opmærksomt og varmt applauderende publikum tog imod ham, - og den i teknisk sammenligning med Saint-Saëns ikke mindre virtuose Frederic Chiu.